Månedens salme

Hvad er det, salmerne kan?

Salmerne er et af kirkens særlige kendetegn. I det øjeblik, orglet eller klaverets første toner lyder, og menigheden stemmer i med salmesang, bliver vi båret ind i Guds virkelighed. I det øjeblik bliver menigheden en aktiv deltager i gudstjenesten. Og ikke bare som individer! For salmesangen former et fællesskab langt væk fra individets behov og krav. Det er for så vidt ligegyldigt, om du synger rent eller falsk, er ung eller gammel, synger højt eller lavt, for du og jeg er ikke længere os selv nok. Salmerne kommunikerer noget dybt og stort, noget vi som mennesker har brug for at komme i kontakt med: Fællessangen.

Salmesangen har siden reformationen været et særligt kendemærke for det kristne gudstjenesteliv i den protestantiske kirke. Vi kan med rette kalde salmesangen for en nyskabelse på Martin Luthers tid. Det skyldes ikke alene, at salmesangen benyttede sig af nationalsproget og rummede oversættelser af gamle bibelske salmetekster, men også at eksterne fik spundet nye digtninger sammen med det almindelige, kristne menneskes fortolkninger af bibelteksten og kristenlivet. Med andre ord salmerne blev sat i tydeligere sammenhæng med det enkelte menneskes liv og skulle gerne tage form af denne konkrete verden, som det menneske levede i og under. For 10 år siden skrev forstanderen på Diakonhøjskolen i Århus Jens Maibom Pedersen følgende: ”Ordentlig kirke er altid udspændt mellem tradition og fornyelse … Kirkemusikken skal tolke og give billeder på, hvad Gud har at sige til os her og nu … ” (Fra bogen ”Gi’ musikken videre”, Unitas Forlag, 2011).

Det er der mange, som de sidste mange år har efterlevet. For der er stadig mange, der bliver ved med at skrive salmer, og flere kommer til. For ingen kan vel betvivle, at Gud også i 2021 vil tale til folk med de forskellige forudsætninger, de nu engang har. Forskellige tider og forskellige mennesker kræver nye salmer, der tager afsæt i det liv, du og jeg lever, i det sprog, du og jeg bruger. Og måske kan de nye salmer derved understrege evangeliets aktualitet for både dåbsfamilie og kirkegænger, for brudepar og konfirmandforældre, for pårørende og juniorkonfirmander. Den stærke, danske salmeproduktion lever i hvert fald i bedste velgående. Alene inden for de sidste 9 år er der kommet tre nye salmebogstillæg (165 Salmer, 100 Salmer og Kirkesangbogen).

100 Salmer blev for et stykke tid siden indkøbt til Højelse kirke, og nu vil vi prøve at lære de nye salmer bedre at kende – vi har jo allerede brugt dem i forskellige sammenhænge, f.eks. morgensang. Fra 1. s. e. påske eller rettere fra 11. april 2021 vil vi hver måned have en fast gennemgående salme i både Højelse og Lellinge Kirke, som vil blive sunget ved alle gudstjenester den pågældende måned.

De nye salmer er meget forskellige, og der vil nok være nogle, som ikke falder i alles smag, mens der kan være andre, som både gennem tekst og melodi synes berigende, og som taler til netop dig. Salmerne bliver udvalgt af sognepræst Jacob Kleofas sammen med organist Anne B. Braüner, og de fleste er primært hentet fra salmebogstillægget 100 Salmer, men der vil også blive valgt nyere salmer, som ikke findes hverken i Salmebogen eller tillæg.

Månedens salme vil hver måned blive delt på hjemmesiden og kirkernes facebookside med supplerende kommentarer. Vi kan allerede nu afsløre følgende salmer, der er valgt ud:

April måned: 100 Salmer nr. 829 Opstandelsen er lige her (musik: Jesper Gottlieb; tekst Iben Krogsdal)

Maj måned: 100 Salmer nr. 805 Når æbletræets hvide gren (musik: René Arvid Jensen; tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen)

Juni måned: Byens tavshed (Musik og tekst: Janne Mark)